fra skole til hu.

Tilføjet d. 8. juli 2021: OBS - Dette indlæg er skrevet før Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) bekendtgjorde, at de er i proces med at udarbejde vejledning til kommunerne om hjemmeundervisning og tilsynet dermed. Forhåbentligt vil disse kommende vejledninger værne om hjemmeunderviseres rettigheder, og give klarere retningslinjer for det kommunale tilsyns beføjelser. FLID arbejder ihvertfald derfor.

De kommende vejledninger vil forhåbentlig også afstedkomme forandringer i nogle af de samfundsdynamikker vi bringer frem i indlægget her, så hjemmeundervisere ikke er så udsatte for regler/dynamikker, der vedrører andre sammenhænge end hjemmeundervisning, som nu.

____________________________________________________________________

Dette indlæg er en del af en serie på 3 dele. Det samlede indlæg omhandler primært lovgiving og kommunal forvaltning. Hensigten er IKKE at ophidse, selvom indlægget er ladet med alt muligt sprængfarligt stof, men at give indsigt i strukturelle forhold, der kan forklare en forvaltning og andre aktørers (evt. problematiske) håndtering af HUvilkår og ret. Formålet er ikke at bortforklare evt. problematisk kommunal forvaltning, men at kunne få øje på lovgivningen bag menneskers handlinger. Vi håber at kunne inspirere til at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når vi skal navigere i vores egen unikke HUsituation.

Del 1. I denne del af indlægget forholder vi os primært til lovgivning, der kan påvirke el. besværliggøre et overgangsforløb fra skole til HU.

Når hjemmeundervisningen ER kommet igang bør der, efter vores mening, være øje for 3 lag i generel HUformidling - en kommunes overordnede HUtilgang og tilsynsvejledning/retningslinjer, den konkrete tilsynsførendes håndtering af tilsyn - indeholder både system og relationsperspektiv, og HU'erens selvansvarlighed og "skoleledermyndighed".

Når familier er i overgang fra skole til HU kan der være specifikke aktører, og anden lovgivning end HUparagraffer, der kan påvirke hvordan sådan en overgang forløber. Der kan også opstå særlige forløb hvis en HUtilsynsførende udtrykker bekymring for hjemmeundervisningens forsvarlighed, eller vurderer at hjemmet skal fratages retten til HU. Vi mener, at det er relevant at se på sådanne forløb som noget adskilt fra konkret alm. HUliv, og de 3 lag nævnt ovenfor, for at kunne danne et overblik, og derved kunne navigere bedst muligt i det.

I det samlede indlæg forholder vi os primært til lovgivning, der kan påvirke et overgangsforløb fra skole til HU (Del 1), hvordan kommuner vælger at udforme deres overordnede retningslinjer for HUtilsyn, og anden lovgivning, udenfor direkte HUparagraffer, der kan være relevant at kende til i et HUforløb af forskellige årsager (Del 2), og vi runder af med inspiration, der vedrører vilkår for konkret hverdags HUliv (Del 3).

Det samlede indlæg forholder sig ikke dybere/fyldestgørende til de systemvoldelige dynamikker lovgivning kan afstedkomme – det må få mere plads i andre indlæg. Det er desuden en relativ generaliseret lovformidling vi kaster os ud i her, og derfor vil noget måske fremkomme som basal viden for nogen, og noget andet som basal viden for andre.

Det samlede indlæg tager ikke højde for de følelser/traumer, der kan opstå på baggrund af f.eks et malplaceret underretningsforløb, og/eller følelser på baggrund af samfundsmæssige strukturelle forhold, der mærkes voldsomme/uretfærdige (ikke covid-restriktions relateret), men indlægget er ikke skrevet sådan for at underkende følelserne og de levede oplevelser. Det samlede indlæg er båret af intentionen om at udbrede kendskab til lovmæssige HUrelevante detaljer, der er indlejret i konkrete love/strukturelle forhold i vores samtid, og at inspirere til (at søge) dybere forståelse for sammenhænge, som et godt HUståsted til at kunne kommunikere relevant og selvansvarligt, med kommunalbestyrelse/HUtilsynsførende og evt. andre aktører.

Når vi lever et HUliv er der en masse lovgivning, der tilsyneladende kommer tættere på familien, fordi der er et institutions/skoleled, der ikke ligger imellem. Lige såvel som et HUliv kan være befriende kan det, for nogen, også føles meget nervepirrende. Vi skal (måske) pludselig til at håndtere ubekendte lovparagraffer og lovområder, der før blev forvaltet af personalet i institutionen/skolen. Vi møder også den offentlige forvaltning meget direkte gennem kommunalbestyrelsernes håndtering af deres officielle tilsynsvejledninger, og i kontakten med den konkrete tilsynsførende. Som borgere får vi ofte et andet og tættere kig på staten/kommunernes forvaltning, når vi starter el. overgår til et HUliv. Nogle familier har, af forskellige årsager, allerede dette perspektiv dybt inde på livet, og kan være overvældede af lange forløb med direkte kontakt med (dårlig) kommunal forvaltning. Mange, der starter med at vælge HU af nød ender med at HU’e af lyst. Nogen familier trives bedst med at HU’e for en periode. Det er godt for det reelt frie valg og børns vilkår, og sundhed, at HU både eksisterer som et lystbåret valg og en nødventil.

Lad os starte med at se på hvad, der kan ligge til grund for at nogle familier oplever et besværliggjort forløb, i overgangen fra skole til HUliv.

I Danmark har vi lovgivning, der opfordrer alle borgere til at underrette kommunen, hvis de har kendskab til et barn, der har behov for hjælp. Der skelnes mellem den almindelige underretningspligt for alle borgere, og den skærpede underretningspligt for fagpersoner. Der er desuden også interkommunal underretningspligt, men det går dette indlæg ikke ind i.

”Tidlig indsats” blev med ”Barnets reform” i 2011, OGSÅ til tidlig underretning for fagfolk. I modsætning til hvad, der var gældende før 2011, skal der nu ikke længere afventes, at fx dagtilbud eller skole ved egen virksomhed prøver at afhjælpe et barns vanskeligheder før der underrettes.

Ved den almindelige underretningspligt er der et krav om at "have kendskab til" at et barn vanrøgtes. Ved den skærpede faglige underretningspligt skal der blot være "grund til at antage" at et barn ikke trives, eller at der er et behov for særlig støtte. Det kan forstås som at der er en lavere tærskel for hvornår underretningspligten træder i kraft for fagpersoner. I 2019 trådte desuden en stramning af den skærpede underretningspligt i kraft, hvilket betyder at (skole)ledere kan straffes med fængsel, i op til 1 år, ved brud på underretningspligten. (Socialdemokratiet ønsker desuden at ansatte på frie og private skoler skal underlægges samme stramning af underretningspligten som (skole)ledere. Det er medtaget som punkt i deres oplæg til social reform "Børnene Først", som blev fremlagt her i starten af 2021. Oplægget er desuden fuld af endnu mere vidtgående strukturelle ændringer i dansk socialpolitik, der har stor betydning for forældreretten, så det er værd at holde sig orienteret om, og evt. involvere sig i).

Der er ikke givet en udtømmende liste over forhold, som kan være omfattet af fagpersoners underretningspligt, men der er formuleret en række punkter, der definerer de forhold, der kan aktivere fagpersoners skærpede underretningspligt, og disse er, blandt mange andre, hvis barnet:

- har vanskeligheder i forhold til de daglige omgivelser, eksempelvis med at begå sig socialt eller i forhold til at fastholde sin skolegang, herunder ift. skoleskift, bortvisning, faglige præstationer mv.- undlader at opfylde undervisningspligten eller har et ulovligt skolefravær, som kan give anledning til at antage, at barnet eller den unge kan have behov for særlig støtte.

- har behov for støtte på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

(I tillæg til disse punkter finder vi det nødvendigt at pointere dette: Flere og flere familier oplever at vi har et generelt samfundsmæssigt problem i Danmark, der bunder i kulturelt indlejrede, institutionaliserede forståelser af hvordan børn bedst udvikler sociale færdigheder og kompetencer, og hvordan disse bør komme til udtryk. Det danske samfund har et udpræget optimerings, udviklings- og (ud)dannelsesfokus på børn, fremfor et modningsperspektiv, og det er blevet et stort grundproblem i vores kultur, mener vi – særligt når der er en stærk kulturel overtro på at børns socialisering foregår mest optimalt blandt jævnaldrende, og at den (jævnaldrende) ”socialisering” i praksis foregår under vilkår uden tilstrækkeligt, og vedvarende tilgængelige, nær- og tilstedeværende voksne. Det bliver et samfundsmæssigt grundproblem når majoriteten af befolkningens børn, fra ganske små, tilbringer mere tid i fragmenterede professionaliserede voksenrelationer, end i bestående familierelationer, og når det anses som nødvendigt at det forholder sig sådan, af forskellige årsager. Der er flere og flere familier, der vælger at hjemmepasse og hjemmeundervise på denne baggrund, og det bliver et demokratisk problem, når der er indbygget meget tunge strukturelle forhold, der skaber automatiseret strukturel mistænkeliggørelse af familier, der vælger en ret, der er indskrevet i landets Grundlov. Nogle af de strukturelle forhold udfoldes videre i indlægget her og i indlæggets 2. del - det tilknytningsbaserede perspektiv vil blive udfoldet mere i 3. del af indlægget.)

I 2018 gennemførte Rambøll en undersøgelse af hjemmeundervisning, fravær, sygeundervisning og børn uden for undervisningstilbud for Undervisningsministeriet. Undersøgelsens overordnede formål var at afdække omfanget af og årsager til hjemmeundervisning, fravær, sygeundervisning, børn uden for undervisningstilbud, samt kommuner og skolers praksis på de fire områder, herunder bl.a. praksis for tilsyn med hjemme- og sygeundervisning, og praksis med registrering og opfølgning på fravær blandt eleverne. Udover at rapporten, til dels, er fuld af skolificerede holdninger til HU, så er det mest interessante, i denne sammenhæng, rapportens perspektivering, der lægger vægt på høj datakvalitet som forudsætning for systematisk datainformeret praksis. Det kan vidne om at politikere har en målsætning om systematisk datainformeret praksis, fremfor noget andet. I perspektiveringen vurderes det at det registrerede omfang af HU er retvisende, og at kvaliteten af data samt registreringspraksis, i forhold til HU, er høj. Rapportens perspektivering viste stor mangel på kvalitet i data og registrering vedr. sygeundervisning og børn tilknyttet skoler/institutioner, der reelt ikke modtager undervisning. Der blev efterfølgende lavet nye regler for skolernes sygeundervisning, med indskærpelse af skolernes og kommunernes ansvar derfor. Der er grund til at antage at rapporten også ligger til grund for skærpet fokus på skolers registrering af elevers fravær.

I januar 2020 trådte nye regler om fravær i folkeskolen i kraft, med hensigten om at styrke folkeskoleforældres ansvar for at deres børn kommer i skole. Det blev desuden vedtaget ved lov, at folkeskoleforældre kan blive sanktioneret med fratagelse af børnechecken, hvis deres børn har for meget såkaldt ulovligt fravær.

- Serviceloven §153 stk. 2. : Skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal.

- Serviceloven § 155 c, som kom til i samme ombæring som den nye stk. 2. i §153: Når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om, at en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for et kvartal, jf. § 153, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Afgørelsen er gældende for et kvartal.

Der blev med de nye regler, for fravær i folkeskolen, tydeliggjort at det er folkeskolelederen, der må bestemme om børn kan få fri fra skole udenfor skoleferien. Istedet for orlov kaldes det idag ”tilladelse til ekstraordinær frihed”. HU'ere, frie og private skoler er, i sagens natur, ikke underlagt samme regler for fravær som børn/familier i folkeskolen.

Som det skitseres, i de tidligere nævnte punkter vedr. hvornår den skærpede underretningspligt kan træde i kraft, så anses det i Serviceloven som en form for omsorgssvigt, hvis det vurderes at forældre ikke støtter deres barn til at indfri undervisningspligten, samt at det er barnets opgave at indfri undervisningspligten. På den vis illustreres der i Serviceloven en form for ”barnets samfundskontrakt”, der indebærer at lade sig (ud)danne, og at systemet kan anse det som grundlag for underretning hvis skolebarnet ikke kan/vil leve op til den forpligtelse. (Vi skriver mere om dette i 2. del af indlægget.)

Den ekstra skærpede underretningspligt for skoleledere, og den lovmæssige definition på hvornår sådan en underretningspligt kan/skal aktiveres, kan gøre det svært for skoleledere at undlade at underrette ved overgang fra skole til HU. Det kan anses som at der i underretningspligten, over tid, er indbygget mere og mere strukturel forældremistillid, der kan skabe friktion op imod Grundlovens §76, når skoler skal slippe deres del af ansvaret for undervisningspligtens indfrielse, og evt. støtteforløb. Det kan være en fordel for HU’ere at få blik for sådan en friktion, fordi det kan styrke vores assertive kommunikation at kende til det, samt at vide at den konkrete person vi står overfor - lige nu - ikke nødvendigvis er fordomsfuld omkring HU, men kan se sig nødsaget til at handle ud fra en strukturel lovmæssigt givet forældremistillid, og/eller har en reel (evt. misforstået) omsorg i sin bekymring. Nogle familier er glade for at få en underretning med på vejen, fordi det evt. kan lede til en ønsket udredning af deres barn, eller anden relevant støtte. For andre familier kan det være dybt ubehageligt og potentielt traumatiserende hvis der, i overgang fra skoleforløb til HU, laves en underretning på familien, der kan være båret af dyb forældremistillid, og ikke reelle forhold. At fagpersoner potentielt ser sig nødsaget til at underrette, for at holde sin egen ryg fri, er et problem, der kan følge i slipstrømmen på den form for skærpet underretningspligt, der nu eksisterer her til lands. (Det er iøvrigt lovmæssigt sådan at den skærpede underretningspligt altid trumfer tavshedspligten. Dette skaber også yderligere dilemmaer, når fagpersoner ønsker at basere deres virke på tillid, og der vedbliver at komme skærpede krav til underretningspligten, fremfor plads til det relationsbårede forebyggende pædagogiske arbejde).

Retten til HU er grundlovssikret, og derfor kan valget af hjemmeundervisning aldrig i sig selv ligge til grund for en underretning. Det er ikke muligt at blive frataget retten til HU på forhånd. HU skal meddeles til komunalbestyrelsen og skal aldrig forhåndsgodkendes - blot registreres. Der er ingen andre end det kommunale HUtilsyn, der løbende kan vurdere hjemmeundervisningens forsvarlighed, og evt. (med tiden) fritage for videre tilsyn, eller fratage retten til HU hvis undervisningen (over tid og efter lovgivet proces) vurderes uforsvarlig. HUtilsyn er altid en proces. Underretninger med baggrund i valg om HU ses derfor altid som grundløse og lukkes ned. Hvis der er andre forhold end HU, der er baggrund for underretningen, så følger det sit eget forløb.

Nogle HU’ere oplever at de selv må oplyse skolen om at retten til at hjemmeundervise er grundlovssikret, fordi skoleleder og ansatte ikke er vidende derom. Det kan måske være en god ekstra HUvinkel, i samme ombæring, også at oplyse skole/skoleleder om hvordan der føres tilsyn med HU, for at imødegå evt. forestillinger om at HU’ere er udenfor landets lov og ret. Det er kommunalbestyrelsens opgave at føre tilsyn med hjemmeundervisningens forsvarlighed. Nogle kommuner uddelegerer tilsynspligten til distriktskolen, og i andre kommuner er der valgt en bestemt person til tilsynsopgaven. (læs mere direkte om tilsyn her).

Der er mange forskellige socialpolitiske forståelser, der ligger til grund for et øget pres på børns skoledeltagelse og fremmøde. Der er generelt også stor stigning i antallet af børn, der ikke kan møde frem i skolen, og mange forskellige interessenter, der på forskellig vis, og af forskellige årsager, ønsker at påvirke henholdsvis børnene/familien til at være mere ”robuste”, og /eller at gøre folkeskolen mere rummelig og relationsorienteret. (Det er værd at diskutere om generelle socialpolitiske principper, i vores samtid, tager tilstrækkeligt højde for et helhedsblik på børn og familier, og om hvorvidt de principper er lukket inde i en selvbekræftende egenforståelse, hvor institutionalisering anses som et absolut nødvendigt middel til f.eks en ”tilstrækkelig uddannelse”, mønsterbrud, demokratisk sindelag og social lighed. Det er værd at diskutere om (politiske) lighedsidealer, i vores samtid, også medvirker til øget udsathed og tvang i samfundet, på måder, der ikke tjener den egentlige intention. Der er brandny forskning, der viser at den sociale mobilitet i uddannelse, i Danmark, har været for nedadgående siden midt 70'erne, og det er jo på mange måder en groundbreaking mulighed for dybere erkendelser - desværre ser det ud til at forskningen vil blive brugt til at legimitere en endnu stærkere stat og SØM, der en socialøkonomisk investeringsmodel baseret på systematiseret dataindsamling, istedet for erkendelser omkring institutionaliserede lighedsidealer, og ensliggørelse af familieliv. Det er værd at diskutere om den daginstitutions- og skoleforskning, der generelt laves, er systembekræftende fremfor reelt systemundersøgende. Det er værd at diskutere om evidensbaseret forskning/datainformeret praksis kun er ad det gode, eller om der er noget essentielt relationelt, der mistets derved. Det er værd at diskutere om staten overskrider nogle fundamentale etiske grænser, når der er så meget fokus på dataindsamling som grundlag for politik på børne/familie-, skole- og socialområdet. Vi går ikke dybere i disse diskussionspunkter i dette indlæg, men måske i kommende indlæg).

De konkrete socialpolitiske tiltag vi nævner i dette indlæg, og deres effekt ind i skolepraksis og samfund, kan mudre tingene til for nogle HU’ere. Skoleledere kan, som tidligere nævnt, føle sig lovforpligtet/tvunget til at lave en underretning, når en familie overgår fra skole til HU, på baggrund af f.eks loven om ekstra skærpet underretningspligt for ledere, at tidlig indsats via lov er forpligtet til at være tidlig underretning, og Servicelovens punkter for hvornår underretningspligten kan iværksættes – f.eks ved skoleskift eller bekymring omkring ”socialisering”. Skoleledere er selvsagt vant til at lede en skole, og derfor kan der godt ske en automatiseret afsmitning af de (social)politiske forståelser, og forpligtelser, der ligger til grund for forvaltning af en skole, over i (mis)forståelser af HUliv. Når det er muligt at se afsmitningen, og forstå (noget af) den strukturelle baggrund derfor, kan den også bedre imødegåes/imødekommes med assertiv kommunikation.

Det er i alt dette værd at være opmærksom på at mange kommuner vælger at uddelegere HUtilsynspligten til den distriktskole hjemmet ”hører til”. Det betyder at nogle HUfamilier får tildelt en tilsynsførende fra den folkeskole de forlader, hvilket kan være godt eller skidt – afhængig af det skoleforløb, der har været.

Hvis samarbejdet med skolen har været meget dårligt, og det er den samme skole, der skal varetage HUtilsynspligten, er det muligt at bede kommunalbestyrelsen om at få tildelt et andet tilsyn. Det kan være forskelligt hvordan kommunerne håndterer sådan en anmodning. Os bekendt vil kommunen, som oftest, give en ny tilsynsførende hvis selve tilsynsforløbet render ind i samarbejdsvanskeligheder, og altså dermed først tilkende en ny tilsynsførende, når samarbejde om HUtilsyn har været forsøgt. For andre familier har det været muligt at få tildelt en ny tilsynsførende fra start pga. konfliktens art. Andre familier er lykkes med at kunne få en selvvalgt tilsynsførende. Det er absolut muligt at samtale med sin kommune omkring et vanskeligt udgangspunkt, for opstart af samarbejde med en tilsynsførende, og se på om det kan ændres.

Andet ”kort” om overgang fra skole til HU:

- En meddelelse til kommunalbestyrelsen, om at undervisningspligten trækkes tilbage til hjemmet, er lovforpligtet til at indeholde følgende oplysninger: Navn på den/de, der skal hjemmeundervises, navn på den/de, der forestår hjemmmeundervisningen, adresse for hjemmeundervisningens base, dato for påbegyndelse af hjemmeundervisningen. Intet andet. Nogle kommuner har en særlig meddelelsesblanket de ønsker brugt ved meddelelse af HU. Det er ikke lovpligtigt at benytte kommunens egen HUmeddelelsesblanket, men det hjælper dem i deres arbejdsgang. Hvis ordlyden i blanketten insinuerer at HU skal ansøges om/godkendes, så vid at det ikke er korrekt og informer evt. din kommune om at de informerer deres borgere forkert om HUlovgivning. Hvis blanketten indeholder andre spørgsmål end de lovpligtige, så er det frivilligt om I vil svare på dem.

- Hvis barnet er indskrevet i en folkeskole sker udmeldelse automatisk ved meddelelse af HU. Det kan dog være en god ide at nævne det for skolen også – særligt pga. al den fokus på korrekt registrering, så der ikke opstår misforståelser på baggrund af lavpraktiske ting.

- Hvis barnet er indskrevet i privat/friskole skal familien selv melde barnet ud.

- Det er i teorien op til HUfamilien selv om valget af HU meldes ud til skolen. Hvis tilsynspligten er overdraget til den samme skole som barnet forlader vil der ,selvsagt, være et samarbejde omkring HUtilsyn at tage vare på, hvor det er meningsfuldt at være orienteret mod det kommende samarbejde. Serviceloven beder desuden fagpersoner om at være særligt opmærksomme ved skoleskift, som en indikator på at et barn kan have brug for hjælp, og det kan have betydning for om en skole evt. reagerer på ikke at blive oplyst om en families videre færd, og evt. misforståelser kan muligivs imødegåes ved at være meddelsom om HU valget.

- HUliv kan tilrettelægges fuldstændig som det ønskes. Det er derfor ikke lovpligtigt at lave årsplaner, elevplaner etc. Det er op til HUfamilien selv at beslutte om hjemmeundervisningen skal ligne folkeskolen, og i hvor høj grad. Skolen, der forlades, eller evt. andre aktører har intet lovkrav til at udbede sig årsplaner, elevplaner eller lignende, der kan give dem indblik i hvordan I påtænker at indfri undervisningspligten. I behøver ikke at inddrage nogen i jeres konkrete HUvalg af metode - medmindre I selv finder det relevant at dele ud af tilrettelæggelsen af jeres HUliv.

- Det er udelukkende den konkrete tilsynførende, der har lovkrav på relevant indblik i jeres valg af HUform, og dennes chef. Den tilsynsførende rapporterer tilbage til sin chef i kommunalbestyrelsen, og evt. skolelederen, hvis det er en skoleleder, der har fået tildelt tilsynspligten, og vælger at give opgaven videre til en af sine ansatte, så der kommer et ekstra led i "tilsynskæden" på den vis.

- Nogle skoler indkalder forældre til en (bekymrings) samtale, når skolen bliver bekendt med at familien vil overgå til et HUliv. Det er 100% kontekstafhængigt hvordan en familie vil/kan forholde sig til sådan en mødeindkaldelse. Skolen er ikke længere at anse som en samarbejdspartner (hvis barnet ikke længere er indmeldt i skolen), medmindre det er selvsamme skole, der vil få tildelt tilsynspligten med familiens hjemmeundervisning, og i dette tilfælde skal de ikke længere virke som varetagere af undervisningspligten, men overgå til at fungere som HUtilsyn. Det betyder at jeres HUvalg ikke kan diskuteres, men at der skal indgåes samarbejde om af afstemme hvordan et tilsyn kan se ud i praksis. En samtale kan evt. forhindre en malplaceret underretning, lægge grunden til et godt samarbejde omkring HUtilsynsform, give anledning til at tage HU”skoleledermyndighed” på sig, eller potentielt være konfliktoptrappende og/eller intimiderende. Nogle skoler kan finde på at forsøge at få familier til at opgive HUvalget, og ikke altid på venlig vis desværre. Det bedste udgangspunkt for sådan en samtale vil være hvis skolen er reelt nysgerrig. Skolen har pligt til at informere om mødets intention/punkter på forhånd, så der ikke er en skjult dagsorden. Det er vigtigt at være bekendt med et mødes intention, at have mulighed for at vurdere om det er en god ide at deltage, og at kunne forberede sig. Hvis skolen ikke udleverer en dagsorden af sig selv, eller blot overleverer den mundtligt, så kan det være en god ide at bede om at få udleveret en dagsorden på skrift. For nogle familier vil det være det rette valg ikke at møde op, for at undgå evt. videre ubehag/traumatisering, og for andre familier vil det være meget meningsfuldt at have et sådan møde, for evt. at præsentere skolen for HUrettens betydning og vilkår, og evt. med HU”skoleledermyndighed” tilbagevise en skolificeret bekymrethed, eller måske skolen har noget relevant at byde ind med, som er værd at tage med videre. Der er ingen skabeloner til sådanne situationer, for det er så unikke situationer hver familie står i.

Det kan være et kæmpepres at skulle håndtere en skoles evt. bekymring oveni at starte på sit nye HUliv. Det kan tage meget energi fra processen, i forhold til at fordybe sig roligt i hvordan HUlivet skal tilrettelægges og at få konkret erfaring med HU, hvis der står en skole og afkræver svar på hvordan det vil blive håndteret NU. I Facebookgruppen Frit Læringsliv i Danmark er du så velkommen til at spørge hvordan andre HU’ere har tilrettelagt deres unikke HUliv, blive bekendt med hvor mange forskellige måder det kan gøres på, og høre til andres erfaringer med en besværliggjort overgang fra skole til HU. Der kan også læses med på vores hjemmeside her, og i kommende blogindlæg, for at få noget mere konkret føling med hvordan et konkret HUliv kan se ud.

Som det illustreres, bare her i 1. del af det samlede indlæg, er der altså en masse nyere lovgivning, og bestemte politiske idealistiske målsætninger, der manifesterer mere institutionalisering, og mere forældremistillid, som generel strukturel norm i vores lovgivning, og som potentielt giver mere og mere strukturel friktion med Grundlovens §76, menneskerettigheder, og særligt børns ret til frit at være og blive sig selv, med rod i familiens skød. Det er lovgivning, der påvirker alle familier i Danmark på forskellige niveauer - uanset hvordan der vælges at undervisningspligten skal varetages. Der er flere og flere familier, der trækker sig ud af institutionaliseringens homogeniseringscentrifuge, for at kunne trække vejret mere frit. Det er relevant for os alle at græsrødder kan integrere nye spor af socialisering og læring, hvilket nogle HUfamilier repræsenterer, ind i det danske kulturelle normsyn på børns vilkår, og på hvordan et demokrati bedst kan tages vare på - særligt fordi det også er relevant at diskutere om demokrati overhovedet eksisterer, som en konkret levet virkelighed, for majoriteten af ansatte og børn i landets daginstitutioner og skoler idag. Vi HUfamilier bærer selv ansvaret for hvordan vi kommunikerer HUvalg, forståelser af socialisering, læring, medborgerskab og demokrati tilbage ind i de forvaltningsstrukturer vi møder på vores vej.

Indlægget fortsættes i del 2. Kommer snart.

Disclaimer – vi er ikke jurister eller socialrådgivere, og dette indlæg kan ikke tages til indtægt for at udgøre juridisk grundlag i en evt. konflikt med den offentlige forvaltning eller en skole. Indlægget er udelukkende ment som inspiration til indsigt i den kommunale forvaltnings, og evt. andre aktørers, lovfunderede bevæggrunde, og kan dermed udelukkende anses som et redskab til assertiv kommunikation.

Nogle kilder –

Kort om underretningspligten.

Vejledning om indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier. Vejledning vedr. underretningspligt starter ved punkt 67.

Artikel om skolelederes skærpede underretningspligt under strafansvar.

Rambøls rapport – Undersøgelse af hjemmeundervisning, fravær og børn uden for undervisningstilbud.

Regler om fravær i folkeskolen.

Regler for fravær Friskoler.

Socialdemokratiets oplæg Børnene Først.

Artikel - Undervisningsministeriet åbner forskningsenhed på Københavns Universitet.

Rocwool Fondens publikation om social arv i uddannelse.